Hans Foosnes (1846-1917) og Lars Bentsen (1838-1919)

De mødtes på Vallekilde i 1867

Det er vel de færreste danskere, der har oplevet det Norge, der ligger nord for Dovrefjeld? Men kommer man til Trøndelag, møder man en vidunderlig egn med frugtbare kornmarker og store gårde. Her finder vi også den ældste stadig eksisterende norske højskole Sund på lnderøy, der fejrede sin 150-årsdag 10. november 2018.

Højskolen blev oprettet i 1868 af den 30-årige lærer Lars Bentsen (1838-1919) fra Sørlandet. Han var elev på Vallekilde vinteren før. Her kom en anden nordmand Hans Foosnes (1846-1917) på besøg. Han havde været elev på Sagatun og var nu elev på Rødkilde Højskole. Før de drog hjem til Norge besøgte de Christen Kold i Dalum.

De to nordmænd var enige om at ville oprette en højskole i Trøndelagen, hvis mål var at "bibringe voksne bondegutter den dannelse og de kundskaper, som de kan have brug for i livet, og som de tiltrænger for at kunne udfylde deres plads i samfundet". Skolen blev oprettet i Stjørdal - ganske nær Trondheims nuværende lufthavn.

I 1874 fik skolen tilbudt amtstilskud mod at der blev afholdt eksamen. Men det kunne Foosnes ikke gå ind på. Dette var et principspørgsmål for en fri skole.

De følgende 25 år flyttede højskolen rundt til fem forskellige steder i Trøndelag, indtil den i 1900 fik fast adresse ved Sund bare et par mil fra det historiske Stiklestad.

Lars Thorkild Bjørn / Højskolehistorisk Forening

Højskolebladet nr. 7, 2018