Mytefortælleren i Thy
Folke Trier Hansen (1900-1979) voksede op på Vallekilde Højskole som søn af forstanderparret Sigrid Trier og Poul Hansen. Som helt ung holdt han foredrag på højskolen uden manuskript (det levende ord) og gennemførte i bedste grundtvigske ånd en eksamensfri uddannelse som højskolelærer. Her læste han historie og nordiske sprog på Lærerhøjskolen i København og var elev på Askov Udvidede Højskole og Fircroft College i Birmingham. Herefter blev han højskolelærer i Rønshoved og Snoghøj. Han blev gift med Karen la Cour.
Folke var båret af et stærkt frihedssyn. Han og Karen realiserede deres tanker om en fri folkehøjskole (bl.a. fri af statstilskud og statsstyring), der så dagens lys i Abild 1934 på en egn, hvor der dengang var et stærkt spændingsfelt mellem dansk og tysk.
Skoleplanen omfattede fire timers undervisning om formiddagen, fire timers arbejde om eftermiddagen (fortrinsvis på de omliggende gårde) og undervisning om aftenen. Eleverne kunne ikke betale for opholdet med penge. Skolepengene blev udgjordt af den løn, eleverne fik gennem deres arbejde.
Den frie folkehøjskole i Abild ophørte i 1952. Folke og Karen fortsatte med at holde børneskole indtil 1960.
Herefter flyttede familien til Thy, hvor Folke blev frimenighedspræst i Hundborg og Torsted og var det indtil sin død. De købte forsamlingshuset i Hundborg og inviterede hver sommer til højskoledage i Thy.
Folke var en munter mand og en fantastisk fortæller, der i sine senere år blev bredt kendt for sine fortællinger om nordiske myter og sagn.
Han havde en særlig evne til at fortolke myterne ind i en nutidig sammenhæng, hvor tilhørerne kunne bruge dem som inspiration og igangsættende kraft i deres eget liv.
Han blev en efterspurgt foredragsholder rundt i landet på skoler, seminarier, i forsamlingshuse og mere utraditionelle steder som f.eks. Thy-lejren. Hans mytefortællinger blev også bragt i Danmarks Radio.
Folke blev inspirator for mange mennesker og initiativer. Det gjaldt bl.a. for Åge Rosendal Nielsen, der startede Verdensuniversitetet i Skyum, hvor Folke satte Grundtvigs oplysningstanker i et internationalt perspektiv. Og for Poul Erik Søe og Lønne Højskole, der blev inspireret af de mytiske ordbilleder og sproget i Folkes fortællinger. Og for Højskolen i Thy, der blev startet efter hans død.
Rene Karottki, Højskolehistorisk Forening
Højskolebladet nr. 4, 2024