Højskoleforstander i ”dølgsmål”
Hvad skete der med Rødding, da forstander og lærere i foråret 1864 forlod den højskole, som gennem 20 år havde vist sig levedygtig, men nu lå i den besatte del af Sønderjylland? Bestyrelsen var i vildrede. Skulle aktiviteten flyttes til Kongeriget?
Forpagteren opretholdt gårdens drift, men bygningerne stod tomme indtil 1865, da den fordrevne og særdeles afholdte lærer Cornelius Appel fra Tønder fik husly i forstanderboligen. Som seminarielærer havde han spillet en betydelig rolle for de unge. "Hvad der er værd at gøre, er også værd at gøre godt," var hans gentagne råd. Og det fulgte han, men under helt andre betingelser i Rødding.
I maj 1865 begyndte han en tre-måneders højskole for seks unge piger, og han fik også oprettet en friskole. Han ville gerne holde møder med folkelige foredrag for egnen, men det nægtede det nye preussiske styre. Så indbød han til kirkehistoriske foredrag i den store gymnastiksal. Ved møderne sad en preussisk observatør på forreste bænk for at rapportere!
Da den danske sognepræst Svejstrup i Rødding ikke ville sværge ed til den preussiske kejser og måtte forlade sognet, begyndte Appel at holde søndagsmøder med salmesang. En menighed samledes om ham og ønskede, at han kunne holde rigtige gudstjenester med dåb og nadver. Det krævede ordination, men det kunne ikke ske på lovlig vis. Derfor blev han ordineret i Askov Højskoles gymnastiksal af valgmenighedspræst Vilhelm Birkedal, Ryslinge, og Svejstrup, der nu var sognepræst i Vejen. 12 præster, der deltog i præstekjole, fik herefter en bøde ved en gejstlig rettergang. Men Appel fik sin frimenighed.
Cornelius Appel virkede som frimenighedspræst og leder af kvindehøjskolen i Rødding frem til 1889, hvor han grundet sygdom måtte gå af. Hans yngste søn Jacob blev en af højskolehistoriens helt store personligheder - mere derom en anden gang.
Lars Thorkild Bjørn / Højskolehistorisk Forening
Højskolebladet nr. 1, 2020