FFD’s første formand
Efter nederlaget i 1864 var Alfred Povlsens drengedrøm at blive officer i den danske hær og vinde Sønderjylland tilbage. Men hæren kunne ikke bruge den unge mand. I stedet blev han elev på Testrup Højskole og kom til at læse Christen Kolds vennernødetale. Det blev vendepunktet for Alfred.
Efter frie studier i København kom han som lærer til Lyngby Landboskole, inden han i 1884 blev forstander for Ryslinge Højskole. Under Estrups provisorieregering var han aktiv i skyttesagen og indtog en førerstilling blandt de højskolefolk, der protesterede mod højres forfatningsstridige politik. Det medførte, at Ryslinge Højskole mistede statsstøtten. Men eleverne strømmede til hans skole, og i en årrække var der omkring 400 elever om året.
Ved oprettelsen af Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler i 1891, blev han valgt som formand - en stilling han bestred i en menneskealder, indtil han i 1927 blev statens tilsynsmand for højskolerne. Som forstander på Ryslinge Højskole gennem 43 år omtales han som en af folkehøjskolens høvdinge, der hævdede, at kun i foredragstimerne mødte man "højskolens sjæl".
Lars Thorkild Bjørn / Højskolehistorisk Forening
Højskolebladet nr. 5, 2016