Ungdomshøjskolen ved Ribe

Af Niels Villefrance Andersen

Niels Villefrance Andersen var 17 år i 1967. Han afbrød en kontorud­dannelse efter realeksamen. Niels var trommeslager i bandet "Mainly Blues" fra Køge. De spillede beat, rock og Rythm and Blues. De legede med tanken om at komme på landevejen - helst til Tyskland. Men Niels´ far havde læst om Ungdomshøjskolen ved Ribe. Og tre dage efter vin­terholdet var startet, blev Niels sendt med toget til Vester Vedsted. Efter højskoleopholdet kom han på HF-kursus i København - og senere Haslev Seminarium. Niels sluttede et langt lærerliv i Østgrønland (2010).

Den oprindelige skolebygning fra 1895Den oprindelige skolebygning fra 1895 med dansk rigsvvåben og grænsesten har fået mange annekser

Jeg afbrød en kontoruddannelse i DFDS i 1967 - og min far blev for­tvivlet! Af sted på højskole med knægten! I løbet af to dage sad jeg i et tog på vej mod Ribe. Godt sur. For jeg efterlod et band med dygtige folk. Vi var 17 år.

Jeg dummede mig den første uge. For under spisningen sagde jeg til en fyr ved min side: "Jeg sov ikke i nat for larm!" Det hørte forstanderen. Og han gik videre med det under morgensamlingen. Nu var der mange af eleverne, der så skævt til min side. Men jeg havde jo ikke ønsket at ødelægge noget for dem. Ugerne gik - og jeg fik nye venner.

Mundharpen

En aften dukkede en fyr op fra København. På en måde tog mit liv en drejning netop den aften, Thomas ankom. Han havde blaffet hele vejen fra København ...noget med en pige på højskolen .... Og Thomas kunne spille guitar! Han spillede for os - og en fyr, der beherskede mundhar­pen trak os ned i baderummet. Her blev der spillet Blues, så det ba­skede. Begge to musikere i særklasse. Hvorfor skulle vi så ned i bade­rummet? Fordi her var der lidt ekko på mundharpen!

Senere købte jeg selv en mundharpe - Ecco Super Vamper - tror jeg, den hed. Og stille og roligt fik jeg blues-lyden frem. Jeg tog den med mig på rejser til Frankrig og Holland. Faldt ind på vandrehjem - og spil­lede lidt blues hen under aften.

Det var ren "Harpens Kraft" (den gamle folkevise) - for folk ville pludse­lig tale med mig, og efterfølgende gik vi i byen. I Paris blev jeg skubbet ind på en studentercafé- og her spiste vi os mætte for små penge. Jeg fik en invitation af to hollændere: "Kom med os til Lemmer og spil lidt mundharpe for min søster!" De tog toget til Amsterdam - jeg blaffede den til Lemmer (ved Isle Mer).

Mange hørte Doors og Dylan

Tilbage til højskolen: Undervisningen var god. Men jeg var ikke 100% til stede. Jeg savnede Køge. Der var kun én ting at gøre: Kaste mig frå­dende ind i kunstværkstedet! En lærer...Jønnild, hed hun ....sagde: "Bliv ved!" Hun gav ros på en god måde. Og hun var en god rådgiver ...vi var jo i et vadested - skulle snart beslutte os for videre uddannelse.

Jeg var - som allerede nævnt - med i et band i Køge. Guitaristen rin­gede og fortalte, at de havde fundet en ny trommeslager. Fint! Nu for­svandt min dårlige samvittighed som dug for solen - og jeg gik mere helhjertet ind i ungdomshøjskolelivet. Det er gådefuldt: Så mange unge mennesker samlet under samme tag, men meget få blev kærester?!?

Kun få var interesseret i idræt. Og kun en lille håndfuld kom i sløjdværk­stedet... Men der var mange, der hørte Doors og Dylan. De blev fjerne i blikket. Som om en hemmelig smerte slog ring om dem. Mange talte om hash - men jeg så aldrig noget på skolen. Jeg befandt mig i udkanten af en cirkel ... hørte hverken til her eller der.

Lykken kom i glimt

En lærer ved navn Andersson afleverede en god undervisning - men benyttede enhver lejlighed til at tordne mod Folkeskolen. Den var udvik­lingsdræbende og autoritær. Jeg var uenig og sagde, at vi havde haft det fint på Tøxens Skole i Køge. Andersson blev ved med at tordne - og jeg måtte beherske mig! På et tidspunkt viste han en film, jeg stadig hu­sker: "David and Lisa" - en amerikansk historie om to unge med psy­kiske problemer. Den gik helt ind under huden. Senere satte han et godt gruppearbejde i gang - manden havde kvaliteter som underviser. Ingen tvivl om det!

En spændende lærer kom på banen: Slipsager. Han gjorde det umulige! Jeg blev interesseret i naturfag! "Slips" havde blik for den enkelte elev. Jeg lå brak og måtte holde sengen en uges tid. Og Slipsager kom og spurgte til mig. Fru la Cour kom med en kodimagnyl. Man var ikke bare et nummer i rækken.

Nogle af gutterne fra Midtjylland tog fusen på os! De var længe om at vise det, - men de kunne spille guitar som en drøm. Stille og roligt be­gyndte de at optræde for os lørdag aften. Hvor havde de lært det raffi­nerede fingerspil? Havde de en baggrund bag klaveret?

No Sir! Det var hårdt slid og talent.

Lykken kom i små glimt. Mange af os tænkte på at blive undervisere - hvis nu man kunne gøre det samme som "Slips"! Rykke noget. Gøre noget for børn og unge.

Jeg følte mig som en strejfende ulv! Og andre drenge var også en­somme på skolen. En fyr fra København - vi kan kalde ham "Lille B" - valgte at spille klovn. Af frygt for at blive overset. Andre dryssede rundt om morgenen som høns i modvind. Måske var der status i at komme sent i seng? En fyr bankede på min dør en aften og fortalte, at han ville begå selvmord. En pige brasede ind på mit værelse og råbte: "Nu cykler jeg fanme hjem til København!"

"Slip i seng!" svarede jeg. "Det bliver en lang og kold tur. Vi er i januar!"

Kirken i Vester Vedsted

Ugerne gik hurtigt nu - og fik højskolen til at lukke sig om os som en osteklokke. Nu var vi alle militærnægtere og det var helt yt at være au­toritær. Når talen faldt på pædgogik, endte vi altid med at fremhæve Summerhill-skolen i England. Og jeg flød efterhånden med i den brede meningsstrøm. Det var som om jeg blev opløst i stemningerne og hold­ningerne på bjerget. Tankevækkende og uhyggeligt!

Kurset sluttede med en tur til Holland. Doors og Dylan-folket talte meget om at få fat i noget narko. Men det blev ved snakken. Drengene fra sløjdholdet tog på havnerundfart i Amsterdam. Det hele var ved at slutte. Jeg slog følge med en fyr, der var sur på mig. "Skal vi ikke be­grave stridsøksen?" spurgte jeg en aften midt i Amsterdam. "Jo. Nu gi­der vi ikke være sure," sagde han. "Men jeg har haft svært ved at tilgive dig. For du sagde, da du kom, at der var larm om natten. Og jeg elsker larm om natten!" Han stak mig næven, og vi begyndte at grine ...

Jeg skal lige nævne en fyr fra Århus. Han kunne tegne! Det skete, at han overnattede i formningslokalet. Udmattet. Han havde givet sig selv 100%. Fyren tegnede på livet løs. Og brugte oliekridt på groft papir.

Jeg hev ham til side og sagde: "Du er et geni! Bliv ved, når du kommer hjem! Du er en sand kunstner!" Han viste mig en tegning - et motiv fra kirken i Vester Vedsted. Og jeg fik lov til at købe billedet.

Da jeg kom hjem til Køge, forærede jeg maleriet til mine forældre.

Min far blev ellevild, købte en ramme til billedet - og lovpriste det ofte.

Nu hænger det hos mig.

Jeg ser på den pasteltegning hver dag: Kirken i Vester Vedsted.


VadehavetDer er langt til horisonten ...

Vadehavet... og højt til himmelen ved Vadehavet

Læs også Lars Høbyes beretning om Ungdomsskolen ved Ribe

Foto: Lars Høbye 2003