Uge Folkehøjskole

Mit møde med folkehøjskolen i Sønderjylland - Kristian Kjær Nielsen skriver her om sit højskoleliv.

Af Kristian Kjær Nielsen

Han blev født i 1947. Læste  teologi og historie ved København- og Aarhus Universiteter og arbejdede derefter som medarbejde ved Samlerens Forlag. Fra 1980 ansat som højskolelærer i Uge og fra 1981 på Rønshoved Højskole. I 1989 højskoleforstander for Odder Højskole og fra 1994 til 2011 højskoleforstander for Højskolen på Helnæs. Nu, som pensionist, foredragsholder og fortæller, bosiddende på Knudsmade ved Flensborg Fjord. Gift med Birgit Marie, født på Tinggaard i Stubbæk.

Uge Folkehøjskole fra luften ca. 1981Uge Folkehøjskole fra luften ca. 1981

En klar forårsdag i året 1980 svingede jeg min lille gule Fiat 1100 ind i alléen, der førte op mod "Den Nordisk-Europæiske Folkehøjskole i Uge", som der stod på det lange skilt ved højskolens indkørslen i den lille landsby Uge, ved det store vejkryds på landevejen mellem Aabenraa og Tinglev. Som medarbejder ved Samlerens Forlag havde jeg besøgt de to boghandler i Aabenraa for at præsentere boghandlerne for mit forlags nye udgivelser. Jeg havde en drøm om at blive ansat som højskolelærer på en folkehøjskole i Sønderjylland, og her var en nystartet folkehøjskole lige udenfor Aabenraa. Måske havde Uge Folkehøjskolen plads til endnu en lærer.  

Midt på gårdspladsen, omkranset af højskolens røde bygninger, stod en lille mand i blå kedeldragt, grønne gummistøvler og med et vældigt skæg, som nåede ham omtrent til bæltestedet. Det var Uge Folkehøjskoles forstander, Carl Vilbæk. Her på gårdspladsen fremlagde jeg mit ærinde, og inden vi havde snakket særlig længe sammen, afsluttede Carl Vilbæk med et: "Du kan starte til august".

Sådan kunne man dengang  blive højskolelærer uden mange dikkedarer og fremlæggelse af papirer. Mødet med Carl Vilbæk på gårdspladsen i Uge blev til et langt og rigt arbejdsliv som højskolelærer og forstander i dansk folkehøjskole, indtil jeg nu som pensionist har slået mig ned ved Flensborg Fjord med udsigt til Sydslesvig. 

Eidore Romani Terminus Impery

"Kære Kristian! Vær altid tro mod Sønderjylland! Den 26/5-1957. R. Kjær Nielsen". Således skrev min morfar, landsbylæreren fra Djursland, på titelbladet til den lille bog "Sønderjyllands Historie i Ord og Billeder for Skole og Ungdom", som han forærede sit 9 årige barnebarn. På forsiden af bogen var afbildet indskriften fra Rendsborg "Eidore Romani Terminus Impery". Bogen har fulgt mig siden.

Vokset op i en præstegård i Salling i årene efter krigen, med forældre som var meget aktive i støtten til danskheden i Sydslesvig. Næsten altid med sydslesvigere boende i præstegårdens gæsteværelser. Gang på gang taget med til Sydslesvig på bagsædet i den lille grønne Folkevogn, og med den stedlige gamle nationale godsejer Dr. Schütte, som mine forældres indpisker, kan man vel godt i dag tale om, at jeg som barn blev godt og grundig indoktrineret af min morfar og mit barndomshjem.

Nu flyttede jeg så min lille familie fra storbyen Aarhus til lille Uge på kanten af de store sandede sletter, som strakte sig langt ud mod vest og Vadehavet. Carl Vilbæk havde købt landsbyens første danske forsamlingshus på Uge Allégade, og en ombygning til to tjenesteboliger var påbegyndt. To store stuer med 4 meter til loftet, palævinduer ud mod gaden, bagude to små mørke kamre, som vi selv kunne male, og et ikke færdigt køkken. Ovenpå boede køkkenchefen,  Karen, og hendes ven. Vor 10 årige søn Thomas, som i Aarhus selv kunne gå til Finsensgade Skole, skulle nu med skolebus til Tinglev skole. Vi var glade og forventningsfulde. 

                   

Carl og Myrna Vilbæk

Myrna og Carl Vilbæk havde startet højskolen et par år i forvejen i de tomme bygninger, som tidligere havde huset den lokale folkeskole i Uge. Efter Carls udsagn, havde man overtaget bygningerne af Tinglev kommune for 1 krone, på betingelse af, at de skulle gå tilbage til kommunen, hvis højskoleprojektet ikke lykkedes. Herefter var et større byggeprojekt gået igang. Undervisningslokalerne og gymnastiksalen var der allerede, og førstelærerens gamle tjenestebolig skulle nu fungere som kontor og forstanderbolig. Men der skulle bygges værelser og foredragssal, og et nyt højskolekøkken og spisesal skulle indrettes.

  Myrna og Carl Vilbæk
                   Myrna og Carl Vilbæk

Carl og Myrna kendte fra deres mange år som højskolelærere arkitekten og forstanderen på Engelsholm Højskole, Kresten Andresen. Han havde selv lige bygget nye værelser og undervisningslokaler til sin højskole, så det var en naturlig ting for Carl og Myrna at henvende sig til Kresten Andresen og bede ham om hjælp til tegning og indretning af nye bygninger og lokaler.

Ombygningen til en velfungerende højskole kom til at vare adskillige år. Derfor stod Carl midt på højskolens gårdsplads iført sin blå kedeldragt, da jeg mødte ham første gang. Byggeriet var endnu ikke færdigt, og der skulle stadig udvides. Budgettet var stramt, så egen indsats i byggeriet fra skolens forstander og læreres side var en betingelse for, at der overhovedet kunne rejses en fungerende skole. Næsten dagligt så vi Carl iført kedeldragten, og det var der for den sags skyld ikke noget underligt ved, for oppe i Vestjylland, i Tvind, var man på samme tid ved at opbygge et større skoleimperium ved hjælp af lærere og elevers egen arbejdsindsats. Og således foregik for øvrigt meget højskolebyggeri før i tiden, hvad enten det var en ganske traditionel folkehøjskole eller nu Tvind.

Carl Vilbæk kom så vidt jeg erindrer fra et ganske højskolefremmed miljø et sted i Nordsjælland og var efter en kontoruddannelse havnet som højskoleelev hos den karismatiske højskoleforstander Gustav Bengtson på Lollands Højskole. Her blev Carl grebet. Bengtson havde under Besættelsen været i modstandsbevægelsen i Dansk Samling, og det ikke genvundne Sydslesvig stod højt på dagsordenen, så selvfølgelig skulle Carl videre som højskoleelev til Bøgh Andersen på Jaruplund Højskole i Sydslesvig. Om sommeren kunne Carl tage arbejde som havemand på Christianslyst. Højskole var gået ham i blodet.

Undervejs på sin færd møder Carl Vilbæk sin senere kone Myrna, og Carl bliver nu tilbudt arbejde som højskolelærer hos Gustav Bengtson på Lollands Højskole, der var en lille skole med en ringe økonomi. Det blev til to små værelser oppe under højskolens loft og med løn, når der var penge i kassen. Her kunne Carl endelig komme i gang med at lære håndværket som højskolelærer. Senere kom parret over Støvring Højskole til Poul Engberg på Snoghøj Nordisk-Europæiske Folkehøjskole. Efter at Poul Engberg havde forladt Snoghøj, fortsatte højskolerejsen for Carl og Myrna til Uldum Højskole, hvor de en del år var lærere hos den navnkundige Poul Erik Søe, og her voksede så  parrets drøm om at opbygge deres egen højskole i Sønderjylland.

Vinterholdet 1980-81 flankeret af vietnamesiske bådflygtningeVinterholdet 1980-81 flankeret af vietnamesiske bådflygtninge

Den kulturelle mangfoldighed

Norden og det nordiske syn, som han tog med fra Bengtson og Engberg, havde stor betydning for Carl Vilbæk. Dertil kom at kampen om Danmarks indmeldelse i EF, der rasede op gennem 70'erne, kom til at præge folkehøjskolebevægelsen meget voldsomt. Kun ganske få højskoleforstandere var for indmeldelsen i EF ved folkeafstemningen i 1972. Hvilket fjernede mange højskoler fra deres traditionelle bagland. Carl Vilbæk var, som de fleste af sine samtidige kolleger ved de danske folkehøjskoler, en arg modstander.

I Uge kunne drømmen om egen højskole endelig gå i opfyldelse for Carl og Myrna. Beliggenheden midt i landsbyen Uge kunne ikke være bedre. Afstanden til danskheden i Sydslesvig var ikke af mange kilometer, og Uge hørte sammen med Tinglev til en af det tyske mindretals højborge i det østlige Sønderjylland. Lige her skulle Carls nordiske højskole selvfølgelig ligge. Frihed til forskellighed var et af fundamenterne i Carls nordiske syn, og det betød overordnet respekten for ethvert folk- og mindretals ret til at udfolde sig i og leve med sin egen kultur. Derfor var en af hovedopgaverne for Uge Folkehøjskole at vise elever og kursister den kulturelle mangfoldighed, som trivedes på begge sider af grænsen.

Det var her, jeg nu skulle i lære som højskolelærer. Jeg havde selv, som mange af min ungdoms samtidige, været meget aktiv i modstanden mod Danmarks indmeldelse i EF og i de bevægelser, som fulgte efter indmeldelsen i 1973, og var derved blevet meget optaget af de mange små folkeslag og mindretal i Europa, som kæmpede for af bevare deres ret til egen kultur. Jeg havde knyttet et stort kontaktnet ud til hele Europa. Nu fik jeg mulighed for at udnytte dette netværk med en hel folkehøjskole som basis. Det var vel også dette, som Carl Vilbæk kunne bruge, da jeg aftalte ansættelse med ham på højskolens gårdsplads.

De første måneder på højskolen står svagt i min erindring, de bestod fortrinsvis  af korte ugekurser for ældre mennesker, men de betød også mødet med højskolens øvrige medarbejdere og mine nye højskolelærerkolleger. Vi var alle unge. Og her udskilte Anders, som var gift med Solvejg, sig fra de øvrige. Han havde været lærer i Tinglev, og de havde begge arbejdet på Grønland, han som lærer og Solvejg som børnehavepædagog. De havde begge været med fra højskolens start.

Anders gik gerne ligesom Carl i blå kedeldragt og med grønne gummistøvler. Anders havde været aktiv under det meste af højskolebyggeriet. Dertil  havde Anders i sin seminarietid været turistguide på busture til Rhinen, ture, som havde givet ham rige erfaringer som turleder, og som vi alle lærte af, når vi skulle lede busture nord og syd for grænsen. Vi lærte, at når man sad foran med mikrofonen i en af Bajstrup Turistfarts busser, så skulle der fortælles uafbrudt og om ikke andet, så skulle man finde på noget muntert. Anders var vokset op i Højer, hvilket også gjorde ham til højskolens lokalhistoriske ekspert, så Anders kunne på busturene fortælle i hvilke huse, der boede danske, og i hvilke der boede hjemmetyske. Det var noget med farven på vinduesrammerne, og om der var flagstang eller ikke.

Lyshårede Solvejg, som kom fra en stor gård i Ballum, syede billeder med elever og kursister i sit store stofværksted på højskolens loft, hvor hun efterhånden udviklede sin helt egen stil og metode, som senere gjorde hende til en af landets fornemste tekstilkunstnere, og hendes billeder udsmykker i dag mange skoler og institutioner ud over det ganske land.

Et par unge piger, Karen og Lene, stod for undervisningen i vævning og keramik. De var begge frit uddannede fra Engelsholm Højskole, der tidligere leverede rigtig mange kreative lærere til folkehøjskolerne. 

Nede på hjørnet ved højskolens indkørsel boede Kate og Bo. Kate var læreruddannet nordjyde, som før sin seminarietid havde været elev på Vrå Højskole hos Frederik Christensen, der betød meget for hende, og som havde anbefalet hende til Carl Vilbæk, der havde efterspurgt en lærer, som kunne tage gymnastiktimer og boglige fag. Kate levede sammen med Bo, der studerede filosofi på Aarhus Universitet og cyklede frem og tilbage mellem Aarhus og Uge, hvilket var usædvanligt dengang, og som vi beundrede ham meget for. Bo havde vist også undertiden nogle filosofitimer med eleverne på skolen.

"Du skal bare sørge for at være en time foran eleverne, så kan du undervise i næsten alt", var Carls råd til mig, da jeg skulle i gang med at foreslå nogle emner, som jeg gerne ville undervise i på vinterskolen. "Du kan sikkert også påtage dig at undervise nogle timer i tysk", var et af Carls forslag til mig, hvilket nu ikke faldt særlig heldigt ud, da jeg kom i gang med tyskholdet. Her var Carls råd nok ikke så heldigt, selvom jeg prøvede at være en time foran eleverne. "Og så er det en god ide, hvis du følger alle højskolens daglige foredragstimer, så lærer du også at holde foredrag", fortsatte Carl.

Energien var høj

Jeg sad derfor klar i højskolens nye smukke foredragssal, da Carl skulle begynde vinterskolens foredragsrække, og sikken en oplevelse. Carl kom gerne ind i salen med en kæmpestor stabel bøger, som han med et brag anbragte på talerstolen, vel for at understrege vægten af foredragets indhold, og så kom overraskelsen. Der skulle begyndes med en sang fra Højskolesangbogen, vores dejlige sang- og klaverlærerinde, Vibeke, kunne selvfølgelig ikke overkomme at være med over alt, så Carl, der jo var en temmelig lille mand, sang for med et brøl så højt, at vi alle blev blæst nærmest op ad foredragssalens bagvæg. Han havde engang været medlem af et sangkor, fortalte han siden, og så kunne han for øvrigt de fleste af Højskolesangbogens sange på vekslende melodier, gerne med lidt højere tempo end normalt. Og det gjorde ikke noget. Ja, lære- og oplevelsesrigt var det. 

Som nævnt var vi alle ganske unge lærere og medarbejdere, Carl og Myrna var de gamle og vel nok midt i fyrrene. Energien var høj, og med ungdommens kraft var fællesskabet i medarbejderkredsen strålende, da vi kastede os ud i arbejdet med de omkring 70 elever, som fyldte hele skolen. Der var elever fra hele Norden og Grønland samt en enkelt ganske ung pige fra New York. Der blev undervist intenst i mange fag, og sidst på ugen var der gerne fest med eleverne i foredragssalen. Dog behagede det ikke Carl, når de to kvindelige elever fra Færøerne dansede forrest i færøsk kædedans, med hver sin flaske Rød Aalborg svingende i hånden. Og det var selvfølgelig også bagsiden af højskolelivet, at vi et par gange i løbet af vinteren måtte køre en elev til stationen i Tinglev, når grænsen for øldrikkeriet var overskredet. Der var jo for de unge elever ikke langt ned til grænsekioskerne ved Padborg, når der skulle varmes op til weekenden.

Da juleferien, kom fik eleverne besked på at pakke alle deres ejendele sammen i deres kufferter og anbringe det hele ovenpå skabene i deres værelser. I de fjorten dage, som eleverne var borte, skulle der nemlig holdes jule- og nytårskursus på højskolen. Vist et helt nyt tiltag i højskoleverdenen, som Carl havde fundet på. Der skulle jo tjenes penge til den nye højskole og de mange byggeplaner, der lå forude. Det var sandt at sige ikke fjorten spændende dage. Blandt deltagerne var en del ældre kvinder, som deres familier ikke magtede at have på besøg hen over julen, og som derfor ikke var særlig morsomme at have med at gøre, dertil ankom flere enlige mødre med en større flok unger og sociale problemer, sendt af sted af det offentlige. Nytårsaften havde Carl dog indkøbt så meget fyrværkeri, at vi alle mere eller mindre mistede hørelsen i nogen tid. Da kursisterne havde forladt højskolen efter Nytår, blev vi alle sat til at gøre rent på værelserne og flytte rundt på senge og møbler. Vintereleverne skulle have pæne værelser at komme tilbage til. Jeg erindrer, at jeg en lang eftermiddag sled med at fjerne farvekridt fra vægge og gulv i et værelse, hvor en ustyrlig børneflok havde fornøjet sig julen over.

Vintereleverne kom tilbage, og nye store projekter forestod. Der skulle holdes emneuge i begyndelsen af februar måned. Carl havde fundet på, at der skulle bygges et hus med eneværelser og kontor til skolen. Så eleverne blev præsenteret for idéen. Der skulle dannes elevhold, som ville være med til at grave ud til fundamenter og kloakering. De elever, der ikke havde lyst til udelivet, kunne melde sig til hold, som skulle producere ting til en basar, som højskolen ville afholde til fordel for nødhjælp i Afrika. 

Februar måned kom med regn og slud. Arne og Else, et ældre par, der i deres ungdom var flyttet til Sønderjylland nordfra, der havde en mindre ejendom oppe langs Hærvejen, ankom, som så ofte før, med deres grå Ferguson for at hjælpe til. Arbejdsholdene var blevet dannet, mange ville gerne være med ude, og ugens gravearbejde begyndte. Jeg skal aldrig glemme den unge pige fra velhaverhjemmet i New York, der sidst på ugen, i vand til knæene i silende regn i en tre meter dyb udgravning  og med tårerne løbende ned ad kinderne, udbrød: "Jeg tror ikke mine forældre ved, hvad de har betalt for!"  Hun var nok den, som var mest stolt, da ugen var overstået. En anden var en ung mand fra Midtjylland, midt i tyverne, med kort skolegang og med meget lidt selvværd, som medførte mange problemer med grænsekioskernes dåseøl. Her på højskolens gårdsplads vandt han alle sine kammeraters respekt, han kunne nemlig køre traktoren og lægge kloakrørene korrekt. Han strålede resten af vinteropholdet, og øllerne var væk.

Uge Folkehøjskole Gravearbejde   Sidst på vinterskolen  drog vi alle i to busser fra Bent Lau i Bajstrup på studierejse til Prag og Krakow. Først gennem DDR til et grænseovergangssted ind mod Tjekkoslovakiet, hvor sneen lå så højst som til taget på vore busser, og hvor vi om natten måtte vente i kulden i mange timer for at passere, derefter om morgenen Theresienstadt efterfulgt af et par dage i Prag, hvorefter turen i dagtimerne gik gennem hele landet til Ostrava i Slovakiet. Eleverne sov hele vejen og så intet undervejs. Så kom vi til Krakow i Polen, hvor der var gang i den. Hele byen var klistret til med protestplakater og fanerne for Solidaritet blafrede, hvilket gjorde et stort indtryk på os alle. 

Siden gik turen hjemover med en afstikker til Auschwitz. Og så nærmede vinterskolen sin afslutning.             

Slaget var i gang

Inden afslutningen havde vi en aften på højskolen et planlægningsmøde i medarbejderkredsen for at tilrettelægge sommerens korte kurser, og Carl havde fået en ny idé til et fælles byggeprojekt. Der skulle graves ud til et svømmebassin på højskolens græsplæne. Kate og Bo sagde stop, de ville ikke være med til mere frivilligt byggeri, diskussionen blev voldsom, det før så strålende fællesskab begyndte at bryde sammen, og inden aftenen var slut rejste Kate og Bo sig, sagde deres stillinger op med øjeblikkelig varsel og forlod mødet. Det var der så ikke noget at gøre ved, men det lagde dog  straks en dæmper på de mange store byggeplaner. Der skulle findes en ny lærer.

Et par dag efter standsede Carl mig på gårdspladsen, han fortalte, at han have fået en henvendelse fra en vis Gunnar J. Poulsen, der i en kort periode havde være forstander på Lollands Højskole, men var blevet sagt op. Carl overvejede at ansætte ham i den ledige stilling. Gunnar Poulsen havde som ung været elev hos Bengtson på Lolland og efter en læreruddannelse på Den frie Lærerskole i Ollerup, havde han med skiftende held været ansat på både Engelsholm- og Snoghøj højskoler. Gunnar gik for at være ortodoks og meget stejl. Jeg anførte mine betænkeligheder overfor Carl, som svarede, at han sagtens kunne magte Gunnar Poulsen, og desuden ansatte han, hvem han ville. Sidst på foråret ankom så Gunnar med kone og fire børn til Uge. Kortkursussæsonen kunne gå i gang.  

Allerede på det første korte kurser gik det galt. Ved afslutningen af hvert kort kursus skulle der være festmiddag i spisesalen, og vi lærere skulle som sædvane dække bordene, hvilket kom bag på Gunnar, men han deltog dog. Under borddækningen lagde Gunnar konsekvent knivene med skæret vendt bort fra tallerkenerne, hvilket medførte en påtale fra Carl om, at knivenes skær skulle vende ind mod tallerkenerne. Gunnar bed det i sig, men ved første lejlighed, hvor Carl skulle stå for morgensamling på det efterfølgende korte kursus mødte Gunnar op med sin kone og sine fire børn og satte sig bagest i foredragssalen. Gunnar brød sig ikke om Carls måde at synge på, så da Carl satte i med sin sædvanlige høje stemme og hurtige fremførelse af morgensangen, begynde hele familien Poulsen i kor at synge både smukkere og langsommere end Carl, der fortvivlet prøvede at overdøve den storsmilende Gunnar og hans syngende familie. Kursisterne dukkede forvirrede hovederne, Carl afleverede i højt tempo sine ord ved morgensamlingen og stormede derefter ud af foredragssalen. Slaget var i gang. 

Så kom sommerens mange korte familiekurser, Anders byggede jernalderhus hver eneste uge med alle kursisternes børn og ledte busture til digerne ved Højer. Vi andre underviste, alt hvad vi formåede, og alle drak vi rødvin med kursisterne om aftenen i alle sommerferiens syv uger. Hårdt, men festligt. Mange af de voksne kursister var progressive unge forældre på vor egen alder fra hovedstadsområdet og landets større byer. Det var spændende, og børnene myldrede rundt overalt på højskolen. Gunnar skulle, som vi andre lærere, stå for morgensamlinger. Børnene myldrede ud og ind ad foredragssalen undervejs. Det blev for meget for Gunnar, og en morgen, da kursisterne sad klar i foredragssalen, og børnene var begyndt at myldre ud og ind under sangen, gik Gunnar hen til salens dør og låste den, hvorefter han til de forskrækkede forældre fortalte fra Gammel Testamente om Sauls søgen efter æslerne og afsluttede fortællingen med at bøje hovedet, folde sine hænder og bede Fadervor. Det blev for meget for kursisterne, og en deputation af forældre klagede til Carl. Det hele var ikke så lystigt længere.

Nå, vi kom igennem sommerens kurser og et åndehul åbnede sig for mig. Carl havde givet mig lov til i en uge i august at afholde et kursus for unge mennesker fra hele Europa om mindretal og små folkeslag. Jeg havde været i gang med mit kontaktnet hele foråret, og nu kom der op mod 70 unge forventningsfulde unge mennesker til den lille højskole i landsbyen Uge. Stor hjælp havde vi fået fra Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger og fra Bund Deutscher Jugendverein. Et af topnavnene på kurset var den unge same Ante Gaup, der lige havde gennemført en sultestrejke i Oslo mod bygningen af et vandkraftværk i Alta. Han ankom i sin samedragt med en kniv ved bæltet, der var betydelig længere end politiet tillader i dag. Et par andre var to unge irske nordirere, som havde siddet interneret flere år i  Long Kesh lejren udenfor Belfast. Det passede Carl, kurset var i pagt med Uge Folkehøjskoles formål, og blev en dejlig succes, som jeg siden fik lejlighed til at følge op på under min videre rejse i højskolernes verden.


Altasamen Ante Gaup og Kristian Kjær NielsenAltasamen Ante Gaup og Kristian Kjær Nielsen

En stilling på Rønshoved

I slutningen af august måned fik jeg en henvendelse fra Oscar Haarder, der dengang var forstander på Rønshoved Højskole. Jeg havde allerede året før, i min søgen efter en stilling som højskolelærer, også haft kontakt til ham, og nu var der en stilling ledig på Rønshoved fra november. Jeg slog straks til. Gunnar havde et par dage før vækket mig klokken fem om morgenen og ville have mig til at skrive under på et brev, med krav om at Carl skulle fyres. Det følgende år blev til et langt og opslidende slagsmål mellem Uge Folkehøjskole og Gunnar med mange retsmøder, som til sidst mundede ud i, at Gunnar måtte forlade Uge.

Inden afrejsen til Rønshoved var jeg dog med til at undervise i nogle gode uger med korte kurser for ældre. Jeg husker især en mandlig deltager, som var midt i firserne. Han fortalte, at han som ung løjtnant  under Første Verdenskrig havde været spion for englænderne og i den anledning, som civil, havde krydset grænsen ved Christiansfeld, og var kørt gennem Sønderjylland på motorcykel til Kiel, hvor hans opgave var at observere den tyske krigsmarines skibe. Han var ved at blive afsløret på et værtshus af tysk militærpoliti og måtte skyde sig fri, hvorefter han i rasende fart kørte tilbage mod Danmark på sin motorcykel. Ved Christiansfeld kørte han lige igennem den tyske grænsebom og fik ved den lejlighed et skud gennem hånden. Hjemkommet blev han afskediget fra det danske forsvar på grund af sit engagement for englænderne, men blev dog senere ansat på Holmen som sprængstofsekspert, og hvor han under Anden Verdenskrig fabrikerede sprængladninger til den danske modstandsbevægelse. Han fremviste til vor store beundring arret på hånden, hvor den tyske kugle var gået igennem ved Christiansfeld. 

Carl Vilbæk afslutte sin tid som forstander for Uge Folkehøjskole i 1993 for efter Murens fald at begynde et arbejde med demokratiopbygning i de baltiske lande, hvilket havde hans store interesse. Uge folkehøjskole lukkede et par år efter i 1995. Som så mange andre små danske folkehøjskoler var Uge Nordisk-Europæiske Folkehøjskole ikke en institution, men var båret af nogle menneskers drøm om at skabe en højskole båret af et bestemt livssyn, som de brændte for at formidle.

Marts 2015

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatteren.