Forhåbningens tid
Kolding Højskole eksisterede fra 1972 til foråret 1998. Lukningen skete efter aflysning af det lange efterårskursus i 1997. Højskolens ledelse og medarbejdere gjorde samtidig status med den konklusion, at der ikke mere var grundlag for en højskole af denne type, og at man derfor ville lukke. Kolding Højskoles bygninger, som lærere, kursister og medlemmer af skolekredsen selv opførte, er i dag et boligkvarter i Kolding med en børnehave og håndværkerfirmaer.
Uffe Geertsen med grundsten til Kolding Højskole sommeren 1972
Først en lang og god tid i Askov Vinteren 1949-50 var jeg med fornøjelse og udbytte elev på Askov Højskole. Det var et af J. Th. Arnfreds sidste, udmærkede forstander-år. Samtidig med højskoleopholdet var jeg DTU-praktikant på Poul la Cour-vindmøllen - en god kombination af højskoleliv og vindkraftpraktik. Efter færdiggørelsen af min ingeniøruddannelse i København, blev jeg ansat som lærer ved skolen.
De mange år, 1953 - 1971, som lærer ved Askov Højskole var i størstedelen af perioden en god tid med gode kolleger og opvakte elever og med Knud Hansen som en klog og munter forstander, der evnede at holde foredrag om Dostojevskij og Kierkegaard og samtidig introducere Frankfurterskolens marxistisk inspirerede tænkning om samfund og udvikling.
Askov havde mange kvaliteter i de år. Der var ret højt til loftet og et helt godt internationalt og mellemfolkeligt udsyn. Længe forventede ingen mere. Skolens faglige styrke var især de litterære fag. Undervisningen spændte fra folkeviserne til Heretica. Ud over de litterære fag var der naturligvis plads til historie, dramatik, kunsthistorie, musik og sang, vævning og tekstillære på et højt kunstnerisk niveau ikke at forglemme. Og med udmærket plads også til mine fag, naturfag og naturforskningens historie samt samfundsfag. Naturfagsundervisningen var en tradition helt fra slutningen af 1800-tallet, dengang med Poul la Cours inspirerende undervisning og vindkraft-pionerindsats, Tilmed havde jeg som nævnt lejlighed til at arbejde på den Poul la Cour-mølle, som endnu i 1950´erne leverede strøm til både højskolen og byen. Oppe i mølletårnet kunne man opleve vingernes enorme energiindhold, når de med et øredøvende sus bragede forbi én. Det var for mig en øjenåbner: Allerede på det tidspunkt var det til at se, hvilken betydning en selvstændig dansk energiproduktion kunne få.
Arbejde også uden for skolen Jeg deltog på linie med andre højskolefolk fra Askov og andre skoler i samfundsdebatten uden for skolen, bl.a. i aviser og tidsskrifter, ved møder og demonstrationer. Om hvad? For mit vedkommende om naturforskningens samfundsafhængighed på godt og ondt. Samt om forskningens udskejelser - bl.a. mange forskeres ivrige deltagelse i udvikling af masseødelæggelsesvåben. Endvidere indgik vi i kampen mod dansk atombevæbning og i modstanden mod Danmarks tilslutning til de store magtblokke, (NATO og Sovjetblokken) og deres kaprustning med atom- og brintvåben. Endelig deltog vi i oplysning og debat om de samfundsspørgsmål, som senere blev af betydning for udformningen af Kolding Højskoles arbejdsprogram. Det gjaldt f.eks. freds- og ulandsarbejdet over for den nykolonialisme, som katastrofalt bredte sig i efterkrigstiden med stormagternes påtryk og krige, - Sovjet indenlands og i Østeuropa. Og USA, Storbritannien, Frankrig, Portugal m.fl. i Latinamerika, Afrika og Vietnam. Fordærvelige forløb, som `Det officielle Danmark` absolut ikke opponerede imod, hvad angik specielt de vestlige politiske overgreb og voldshandlinger.
Men så skete der nye ting Mange højskolers rolige (måske for rolige!) virke hørte op hen mod slutningen af 1960'erne. Og specielt når der var forstanderskifte på programmet, kunne problemerne spidse til. Den voksende uro - i starten på Ryslinge og Askov - havde indlysende sammenhæng med, hvad der i øvrigt skete i samfundet i de år. Det var bl.a. et opgør med en lovlig patriarkalsk højskoletradition, som ikke tog ungdommens - og dele af lærerkredsenes - ønske om styrkede samarbejdsformer mellem ledelse, medarbejdere og kursister op til debat. Og som ikke satte samfundsrelevante spørgsmål og muligheder markant ind på timeplanerne. Det måtte slå gnister på en traditionel højskole, når lærere og elever begyndte af deltage i anti-atommarcher og Vietnam-demonstrationer, skrev og opførte dramatik om nykolonialisme, arbejdskampe og kvindefrigørelse. Det måtte vække bekymring hos mere traditionelt orienterede lærere, når pædagogikken inspireredes af gruppe- og projektarbejde i samarbejde med engagementer uden for skolens trygge mure. Og rent galt kunne det gå, når elever krævede åbne lærermøder og reel indflydelse på højskolehverdagen.
Der var også helt andre problemer, som i øvrigt hørte samfundet til som helhed: - en vis udbredelse af hash og andre stoffer og ændringer i kønsadfærd. Der kunne opstå uenighed om, hvordan det skulle tackles, og specielt kunne ellers fjerne skolebestyrelser træde i aktion - hidkaldt af rygtedannelser, som absolut ikke underdrev de nye risici for skolernes omdømme.
På Askov kom det hele til en konflikt, der, hvad det formelle angik, blev løst ved overenskomster, som betød, at den nyansatte forstander - Harald Engberg Pedersen - og senere et stort mindretal af lærerne i 1971 forlod skolen, - med retmæssige erstatninger. I modstrid med, hvad der ofte er blevet hævdet, blev lærergruppen ikke afskediget. Højskoleforeningens mæglingsudvalg afgav den kendelse, at årsagen til konflikten ikke i særlig grad kunne tillægges den ene part i striden. Men efter en fælles overenskomst og med de omtalte erstatninger fratrådte mindretallet skolen. Denne gruppe besluttede - med undervisningsministeriets og hundredvis af enkeltpersoners støtte - at bygge en ny højskole, hvor forsøget på en justering af nogle hovedlinier i et højskolearbejde stod på dagsordenen. Det vender jeg tilbage til.
Der er efterhånden skrevet en del om Askov-konflikten. Ikke mindst er der indsigt at hente i Finn Brandt Pedersens bog "Rod i det grundtvigske" fra 1989 og i Gunhild Nissens "Udfordringer til Højskolen", 1994. Samt i Højskolebladet og en hel del aviser.
Båring støttede Sommeren 1971 flyttede min familie og jeg fra Askov til Båring, hvor skolens forstanderpar Jytte og Johs. Engberg, tilbød mig en stilling som lærer i vinteren 1971-72. Det var en ansættelse med nedsat timetal, så der kunne blive tid til - sammen med de øvrige initiativtagere - at opbygge en skolekreds omkring den kommende Kolding Højskole. Endvidere skulle der forberedes en landsindsamling til understøttelse af økonomien, samt søges alle mulige fonde. Og der skulle samarbejdes med det hold arkitekter, som skulle tegne et byggeri, som de kommende medarbejdere og kursister selv kunne mure op.
På Båring oplevede jeg nogle af de gode træk fra Askov i de mange år før krisen. Og dertil en ekstra åbenhed overfor nye holdninger til, hvad et højskolearbejde skulle rumme i fremtiden. De første år i Askov havde vi været kolleger med Jytte og Johs. ligesom vi kendte en række af de øvrige medarbejdere i Båring. Det var derfor let at komme med i samarbejdet på skolen. Af personlig og faglig betydning blev det også, at skolen og dens elever og medarbejdere udgjorde en mere samlet og overskuelig samarbejdsenhed, end der kunne blive tale om i Askov. Askov havde med sin størrelse (mere end 200 elever på vinterskolen) og med sin tradition og mange ressourcer særdeles gode muligheder for et spændende og udbytterigt højskoleliv. Båring på sin side havde med omkring 90 elever andre kvaliteter af samlethed. Med sin åbenhed for tidens faglige og pædagogiske strømninger blev Båring tilmed i en årrække en inspirationskilde for medarbejdere fra andre højskoler, som fulgte skolens specielle lærerkurser.
Byggelejr Kolding Højskole sommeren 1972
Kolding Højskole i gang I sommermånederne 1972 begyndte Kolding Højskole sin virksomhed, dvs. 14 dages byggelejre og undervisning. De teoretiske fag lå om formiddagen. Og med en ekstra kompetent byggelærer murede og tømrede kursister og medarbejdere hele eftermiddagen. Alle boede i telte og gamle busser indtil efteråret, hvor de fleste kunne flytte ind i de første afsnit af nybyggeriet. Det var utrolig lærerigt og i alt en stor oplevelse. Den 22. juni var den første byggelejr begyndt på pløjemarken nord for Kolding, og allerede den 26. august startede det første kursus, godkendt under højskolelovens forsøgsparagraf. Indpasset i kursernes øvrige fag fortsatte byggeriet i et roligere tempo gennem mange år, efterhånden som arbejdet udvidedes.
I store træk lykkedes arbejdet i 25 år. Da de var gået, var tiden og samfundet forandret så gennemgribende, at der ikke i særlig grad var brug for netop Kolding Højskoles udspil. Men gennem dette kvarte århundrede udfoldede Kolding sig - tro det eller lad være - i en grundtvigsk, Hal Kocksk tradition, tilsat kulturradikale, socialistiske og marxistiske inspirationer. Det bedste vidnesbyrd om disse års forløb, resultater og nederlag findes nedfældet i en, efter min opfattelse, enestående beretning: "Eksperimenter! Kolding Højskole 1972 - 1997" (findes på større biblioteker og kan skaffes på de mindre). Her har kursister, medarbejdere, skolekredsmedlemmer og bestyrelser fra alle årene med nøgternhed, begejstring og kritik skrevet og illustreret, hvad der skete, og hvad de oplevede.
Opgør og håb Jeg vil opridse nogle træk af Kolding Højskoles historie og udspil: Skolen blev til i et opgør og et håb. Et opgør med en højskoletradition, som oplevedes som indadvendt og selvtilstrækkelig - for isoleret fra både det nære samfund og den større verden. Og uden noget stærkt engagement i de nybrud i kritisk analyse, faglighed og nye ledelsesformer, som trængte sig på. Traditionen havde været for udemokratisk, men først og fremmest for skræmt over for de muligheder for en menneskelig og samfundsmæssig god udvikling, som åbnede sig i 1960´erne og 70´erne.
I dag lyder det sikkert højstemt, men dengang i 1960´erne kunne det opleves som påtrængende for en højskole at gå aktivt ind med praktiske og politiske bidrag til nedbrydning af uligheder i samfundet, udbytning og fremmedgørelse i indland og udland, Og mere end det: På skolen skulle der også arbejdes med spørgsmål omkring et bedre hverdagsliv for almindelige mennesker, et større fællesskab mellem børn, voksne og gamle i mere naturlige og jævnbyrdige samværsformer.
En højskole skulle derfor i sin dagligdag være et værksted mht. samarbejde og indflydelse - vedr. kombination af teoretisk og praktisk arbejde, miljøindsats, boformer, god børnehave, sund kost, ligestilling osv. Det var ærlig talt ikke så lidt på én gang! Men hvis man vil forstå det, så skal man tænke sig ind i den tid og de forhåbninger, som der her var tale om.
Slag i slag Da først den noget dristige beslutning om at bygge skolen var taget, gik det slag i slag: Oprettelse af skolekreds. Kontakt til mange hundrede mennesker ud over landet med opfordring til at være med. Start på en landsindsamling, som hen ad vejen gav ¼ million kroner. Det var mange penge i en indsamling, når alt blev givet i små beløb og månedlige rater fra utrolig mange mennesker. Undervisningsministeriet gav 1 million i byggelån og Kolding kommune gav et rentefrit lån til byggegrunden. Ministeriets tilsagn medførte nogle hævede øjenbryn her og der i højskolekredse. I de år var der 6 - 7 års ventetid på byggelån. Den ventetid slap vi for. Til gengæld var byggelånet fra ministeriet ikke større, end hvad de plejede at yde til en enkelt svømmehal, teatersal el.lign. på andre højskoler. Her skulle der bygges en hel højskole. Så det var synd at sige, at vi tappede statskassen for andet end en brøkdel af, hvad de store gamle højskoler og organisationshøjskolerne kunne komme af sted med.
Flere politiske komplikationer stødte til, inden vi kunne komme i gang. Det borgerlige mindretal i kommunalbestyrelsen i Kolding ankede flertallets tilsagn om lån til byggegrunden til Vejle amts økonomiske tilsynsråd. Dog uden at opnå, hvad de ville: at stoppe dette "suspekte, venstreorienterede projekt". Og hvad de nødvendige banklån angik, var der også vanskeligheder. Bankforhandlingerne fandt sted i foråret 1972, hvor vi sideløbende med forberedelsen af byggelejrene, var med i kampagnen mod Rom-traktaten. Det lettede ikke sagen. Kun takket være en nytilkommen bank, som hurtigt ønskede kunder, lykkedes det at få de nødvendige lån.
Men økonomien var aldrig kommet til at hænge sammen, hvis ikke kursister og medarbejdere, bestyrelse og et væld af skolekredsmedlemmer i alle aldre havde strømmet til byggelejrene. Det var ikke alene principielt vigtigt, - det var også økonomisk afgørende (mere end 1 million værd allerede i første byggeetape). Selvbyggeriet fortsatte i mere moderat tempo gennem mange år. Skolen fik alt i alt en stolt selvbyggerstart, helt i tråd med det samlede idegrundlag og af uvurderlig betydning for arbejdet som helhed.
Men skolens fundats var yderst betænkelig! Så var der det afgørende spørgsmål om skolens fundats. Forhandlingerne med undervisningsministeriet om den sag trak ud i flere år, samtidig med at skolen var i fuldt sving uden endeligt lovgrundlag.
Ét var selve formålsparagraffen: "at drive en højskole, der har det som sin væsentligste opgave at belyse og behandle de konflikter og modsigelser, som behersker samfundet og den enkeltes eksistens, at bidrage til at frigøre alternative forestillinger og muligheder overfor givne forhold og udviklingstendenser, at virke for ændringer af de vilkår, som fordrejer og undertrykker den menneskelige eksistens". Intet mindre! Paragraffen blev tøvende godkendt, og hvad kunne der heller indvendes. når man erindrer sig frihedstraditionen i den danske folkehøjskole?
Værre var det med afsnittene om kompetencefordelingen. Denne fordeling var klar nok, men var den betryggende? Det hedder bl.a. her, at skolen stiller alle medarbejdere (det praktiske og det pædagogiske personale) lige både hvad angår ansættelsesform og samarbejdsmæssige kompetence, og placerer ansættelsesmyndigheden hos et medarbejderråd. Endvidere gør skolen forstanderstillingen til en administrativ og koordinerende formandspost, der besættes af og blandt medarbejderne for en tidsafgrænset periode. Og endelig tildeles skolekreds og bestyrelse hovedansvaret i økonomiske og juridiske anliggender. En sådan ansvarsfordeling var aldrig før set i højskolesammenhæng, og det tog da også omkring 4 år og mange forhandlinger at få ministeriets accept. I stedet fungerede skolen i den periode under paragraf 19 i den daværende højskolelov - "Forsøgsparagraffen".
Tegning over Kolding Højskole 1979
Miljø og energiindsatsen spredte sig ud over landet Miljø- og energiproblemerne blev i stigende grad inddraget i arbejdet i Kolding og andre steder. Bl.a. opførte en del af de nye højskoler vindmøller til egen elforsyning og solfangere til skoleopvarmningen - og ikke mindst til inspiration og demonstration i samfundet. Også Askov fik sin moderne mølle - en arvtager til la Cours forsøgsmøller. Ligeså Båring. Og Kolding opførte sin vindmølle og en nul-energi kursistbolig, foruden at bygge hele skolen. Disse aktiviteter har mange kursister prist i høje toner. Her lærte utrolig mange unge, voksne og ældre på sommer- og vinterkurser at bruge en sav og en murske, at bygge et hus, reparere et tag og lave en solfanger - samt lave mad til en større husholdning. En byggelærer, en husholdningslærer og en energi/miljølærer tilrettelagde disse dele af skolearbejdet, så det frem for alt også var undervisning.
Når der i dag står 20 store vindmøller i en fin bue på Middelgrunden ud for København, så skyldes det bl.a., at Kolding højskoles møllehold tændte interesse og skabte kundskab om vindkraft hos mange unge og gik videre med dette arbejde efter højskoleopholdet. Netop en af dem blev siden som leder af Københavns Miljø- og Energikontor hovedansvarlig for bygningen af de mange møller på Middelgrunden. I dag har vindmølleparken flere tusinde andelshavere, som ejer de 10 af møllerne, Københavns Energi de andre 10. Miljø- og energiminister Svend Auken var en uvurderlig støtte.
En anden af Kolding højskoles medarbejdere har siden gennem mange år stået for en god del af oplysnings- og igangsætningsarbejdet om bæredygtig energiteknologi i Vestjylland. En tredje udfører den samme type arbejde som redaktør af tidsskriftet "Vedvarende Energi og Miljø", udgivet af OVE og SEK (Samvirkende Energi- og Miljøforeninger plus Energitjenesten, med rådgivningskontorer ud over landet). En fjerde Kolding medarbejder har i årevis ledet OVE´s landskontor i Århus. Og en femte fik ansættelse på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi inden for forskning og udvikling af de bæredygtige energiformer. Selv blev jeg - bl.a. takket være mit arbejde på Kolding med de energipolitiske temaer - leder af det Energioplysningsudvalg, som Folketinget nedsatte i 1974.
I Kolding Højskoles 25-års festskrift fortælles om mange former for samarbejde med græsrødder - allermest med arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, energi- og miljøbevægelserne samt det internationale u-lands- og solidaritetsarbejde. I samarbejde med Nicaragua-komiteerne, Mellemfolkeligt Samvirke og Ibis gennemførtes gennem en årrække et værdifuldt internationalt udviklingsarbejde. I Nicaragua står i dag tre landsbyskoler, som er nogle af de konkrete resultater af kursisternes indsats: først i forberedelseskurser på skolen, hvor bl.a. sprog, politisk/økonomisk/kulturel indsigt samt byggeteknik skulle læres, derefter med ophold og arbejde i Nicaragua, og endelig med opfølgnings- og formidlingsindsats - film og foredrag - i Danmark efter hjemkomsten. Det var virkelig nutidig højskole om lokal og international forståelse og solidaritet!
Ovenfor er fortalt om især miljø- og energiarbejdets vigtige forløb. Samt om det internationale solidaritetsarbejdes betydning. Andre områder kunne med samme ret være uddybet - ikke mindst en række kvindeholds betydning for det samlede arbejde. 25 årsskriftet fortæller om det.
Hvor lå vanskelighederne? Set i tilbageblik satte vi rigeligt mange skibe i søen på én gang: Start af månedskurser hver måned af hensyn til mennesker, som ikke havde mulighed for at deltage i længere kurser. Disse kurser forløb samtidig med de lange kurser. Endvidere - i de første år - ét års forstanderskab på skift og som en valgt formandspost for ligestillede medarbejdere. Kontinuiteten i arbejdet krævede efterhånden, at perioden blev forlænget til 2 år og senere med mulighed for forlængelse til 4 år. En anden omfattende opgave var det praktiske arbejde (madlavning, rengøring, havearbejde, vedligehold og reparationer) integreret i medarbejdernes og kursisternes samlede virke. Nyttigt og pædagogisk værdifuldt, men så krævende, at det måtte begrænses, hvad vedligehold angik. Forsøg med ligelønsordning - det stødte på modstand og måtte opgives, især fordi ligeløn viste sig konkret at have ulige virkninger. Opstart af et nyt tidsskrift, TRYK, en succes gennem alle årene. Tidsskriftet havde altid temanumre, især om de emner skolen arbejdede med.
Endnu et stort område: International solidaritetsindsats gennem rejsekurser og u-landsarbejde. Dette var af stor betydning for skolens samlede arbejde, men krævsomt. Ligeså var det arbejdskrævende næsten kontinuerligt at samarbejde med fagbevægelsen, miljøbevægelserne, kvindebevægelsen, fredsbevægelserne og u-landsbevægelserne. Men det var enormt lærerigt, uundværligt og blev fastholdt. Og så helt generelt: Der blev skrevet avis- og tidsskriftartikler i hobetal og holdt debatoplæg og foredrag ud over landet osv.
Det er utroligt, hvad der kan lykkes i en pionertid, i en oplevelse af stor samstemthed og glæde. Men det skal derefter blive hverdag, også på en højskole. Det store arbejdspres måtte reduceres, og det blev det tildels. Problemet var allermest den meget stramme økonomi, som år efter år fordrede meget af de ansatte.
Langtfra ungdomsoprør alene Mange har set Kolding og en del andre nye højskoler som børn af studenter- og ungdomsoprøret. Og selvfølgelig var skolernes oprettelse påvirket af 1968 og alt, hvad der ellers skete af nybrud i de år. Men erfaringer, inspirationer og holdninger havde en meget længere forhistorie. Det var heller ikke alene unge, som deltog i byggelejrene og højskolearbejdet. Bag det hele lå politiske og kulturelle bevægelser som går langt tilbage i tiden: Fredsbevægelserne, som spillede en væsentlig rolle i mellemkrigstiden og i de første tiår efter 2. verdenskrig. Folkelige bevægelser, som bl.a. lykkedes med at afværge, at Danmark blev atombevæbnet. Dertil de årelange demonstrationer og oplysningsarbejdet over for især Frankrigs og siden USA's undertrykkelse og napalmkrig mod Vietnam.
Som forudsætning skal også nævnes demokrati-debattens vækst fra slutningen af 1950´erne og frem gennem alle årene. "Demokrati på arbejdspladsen"-kravene var i gang længe før ungdomsoprøret og fortsatte siden i arbejdet for et decentraliseret økonomisk demokrati. Og videre, hvad der i dag sjældent nævnes: Protesterne mod efterkrigstidens ideologi-forsimpling som f.eks. i idealiseringen af "Den frie Verden" i perioder, hvor heksejagten og berufsverbot, mccarthyisme hærgede.
Allermest kom det måske til at betyde, at der skete et gennembrud i land efter land af en kritisk analyse og debat fra 1960´ernes begyndelse - med et væld af bøger og tidsskrifter, hvor de bedste åbnede manges øjne for problemer, magtrelationer og muligheder i hjemlandene og ud over kloden.
Mange vil indvende mod datidens nye højskoler, at de ikke havde "mennesket i centrum" men de ydre samfundsforhold. Og det er jo klart, at der skete en vægtforskydning hvad angår temaer og arbejdsformer. Men dette at have mennesket i centrum - når det skal være andet end smukke ord - ytrer sig i reglen ganske påfaldende gennem konkrete og for den enkelte og fællesskabet relevante spørgsmål, holdninger og handlinger. Menneskesyn og samfundssyn er uadskillelige.
Solidaritetsaktiviteterne og oplysningsarbejdet tiltrak år efter år mange kursister. Men i 1990´erne blev det færre, ganske som de folkelige bevægelser også oplevede det. Ret mange kursister kom efterhånden til skolerne kvæstede af arbejdsløshed, ingen praktikpladser, manglende perspektiv i deres tilværelse. 60´ernes og 70´ernes optimisme var borte. Skolerne måtte gå ind i nye opgaver, som de stort set ikke havde forudsætninger for at løse, og i hvert fald ikke økonomi til. Eller de måtte lukke. Kort sagt: En helt, helt anden tid var på vej. Fællesskabs- og lighedsholdninger svækkedes. Individualismen og materialismen vandt noget frem. Højskoleformen som helhed fik i en årrække et dyk.
Brev til en skeptiker Set i et længere perspektiv var Askov-konflikten og de øvrige højskolekonflikter i årene omkring 1968 betydningsfulde og uomgængelige. Naturligvis var der omkostninger, specielt for de mennesker, som måtte stå i udkanten af handlingsfelterne og dog være bundet til forløb og afgørelser. Enkelte andre har sagt, at alle blev tabere i det alvorlige spil. Det er ikke rigtigt. Vigtige højskolefornyelser voksede frem. Og er end mange af de højskoler, som dukkede frem i årene derefter, igen gået ind, så har de nye skolers ideer og praksis virket ind også på andre skoler og i andre sammenhænge.
Og hvad angår den gruppe, som i 1971 forlod Askov og sammen med et væld af mennesker fra hele landet byggede og drev Kolding Højskole, så var forløb og følger alt andet end traurigt. Man deltog - ganske som andre steder - med liv og sjæl i samfundsdebat og aktiviteter. Analyserne, oplysningsarbejdet og samarbejdet med vigtige bevægelser uden for skolerne er eksempler på sagen: Højskoleformens indslag i samfundshelheden - i vekselvirkning og samklang med, hvad der i øvrigt lykkedes også i helt andre forenings- og aktivitetsdannelser, folkelige bevægelser og institutioner.
Askov Højskoles første forstander Ludvig Schrøder udtrykte allerede engang i 1800-tallet, hvad det bl.a. drejede sig om: Åndens løsen er bedrifter.
Der er allerede henvist til Gunhild Nissens "Udfordringer til Højskolen", til Finn Brandt Petersens "Rod i det grundtvigske" samt Kolding Højskoles 25 årsskrift "Eksperimenter". Hertil skal føjes Højskolebladet i flere årgange samt Kolding Højskoles tidsskrift TRYK" gennem årene og undertegnedes i 2009 udkomne bog "Vindkrafteventyret og de globale kriser", hvor bl.a. højskolebevægelsen og de folkelige bevægelser sættes ind i en større sammenhæng.
Uffe Geertsen, november 2011
Vindmøller i forsøgsopstilling Kolding Højskole 1980
Illustrationer: Udlånt af forfatteren