Af Niels Ole Frederiksen
I sommeren 1975 blev jeg dimitteret som lærer fra Ribe Statsseminarium. Min første højskolelærerstilling var en ansættelse på Jaruplund Højskole i Sydslesvig.
Der er to lidt specielle oplevelser, jeg gerne vil fortælle lidt om.
Den ene er mit allerførste sommerkursus. Jeg deltog på kurset som observant, og det blev også min første deltagelse i en højskoleudflugt i Sydslesvig. Det var et to ugers sommerkursus arrangeret for især medlemmer af Dansk Blindesamfund. Det vil sige, det var blinde, svagtseende og senblinde mennesker, der deltog i kurset. De fleste af kursusdeltagerne havde en seende ægtefælle eller anden person med.
Den anden episode er mit første og eneste personlige møde med den legendariske tidligere højskoleforstander J.Th. Arnfred fra Askov Højskole.
Blindekurset
Et par dage henne i blindekursets første uge, proklamerede forstander Karl Andreasen, at vi skulle på udflugt, og at vi skulle ud og se ”Nolde Museet” i Seebüll.
Den tyggede jeg lidt på. Ud at se et kunstmuseum med de blinde! Jeg tænkte, hvad går der igennem hovedet på manden? Det var godt nok hedebølge den sommer og varmen måtte have steget ham til hovedet. Den udflugt måtte jeg med på.
Først på eftermiddagen ankom vi til Nolde Museet. Jeg blev sendt ind for at købe billetter. Hver deltager fik en billet og der blev aftalt et tidspunkt for vores afrejse fra Museet.
Jeg kom ned i den store sal, hvor Noldes hovedværk - det store ni-fløjede altermaleri - er ophængt. I øvrigt et værk som Goebbels i 1937 specielt havde udvalgt til vandreudstillingen ”Entartete Kunst”, som rejste rundt i Nazityskland.
Med på kurset var gamle postbud Holm med sin kone Olivia fra København. Postbud Holm var 85 år gammel og var blevet total blind på sine gamle dage. Ingen synsrest i behold længere. Ægteparret Holm sad allerede i udstillings-rummet med Noldes alterbillede.
Emil Nolde, Kreuzigung (1912), Noldemuseet
Jeg satte mig ved siden af postbud Holm. Han sad fuldstændig stille og krumbøjet og fornemmede stemningen. Olivia begyndte nu, uden drama i stemmen, nøgternt at beskrive hver enkelt maleri, indhold, form og farver. Efterhånden som Olivia fortalte om billederne i læseretningen fra venstre mod højre, fremkom postbud Holm med nogle i starten små frydefulde lyde og da Olivia var færdig, sagde han med glæde og jubel i stemmen: ”Tænk, at jeg endnu engang skulle se dette fantastiske mesterværk. Og tænk at Jesus på korset er malet grøn i ansigtet af smerte – fantastisk.” Postbud Holm brugte ordet ”se” om sin oplevelse.
Det er min største museumsoplevelse nogensinde på et kunstmuseum. Jeg mener ikke, det siden er blevet overgået af andre besøg. Jeg kan oplyse, at jeg i min tid har opsøgt alt, hvad jeg har kunnet komme i nærheden af museer for kunst og kultur.
Men denne oplevelse er aldrig blevet overgået. Postbud Holm og Olivia deltog indtil hans død i 1982, hvert år på nogle af de kurser jeg var med på, og fulgte mig også, da jeg var kommet til Båring Højskole. Hver gang mindede jeg Holm om vores fælles oplevelse på Nolde Museet i sommeren 1975.
Mødet med J.Th. Arnfred
På Jaruplund Højskole fik jeg samme år lejlighed til at hilse på en levende legende i den danske højskolebevægelse. Det var den dengang 93-årige tidligere forstander J.Th. Arnfred fra Askov Højskole.
J.Th. Arnfred, malet af Franciska Clausen
J.Th. Arnfred sad i Jaruplund Højskoles bestyrelse og til et bestyrelsesmøde i efteråret 1975 skulle jeg, den nye højskolelærer, præsenteres for Arnfred.
Jeg havde selvfølgelig læst og hørt meget om ham og havde som studerende deltaget i et foredrag med ham på Ribe Statsseminarium i sommeren 1974. Vi var vel ca. 200 unge mennesker til mødet. Arnfred holdt et foredrag med titlen ”Fra hjulet til Atomkraft”. Han talte uden manus, selvfølgelig, for en musestille og lyttende forsamling. Jeg var imponeret; tænk at en gammel mand kunne fastholde en flok unge mennesker. Ham skulle jeg nu træffe igen.
Så det var med en vis nervøsitet og ikke mindst ærefrygt, at jeg nu skulle møde en af de helt store i den danske højskoleverden ansigt til ansigt. Arnfred havde to nydelige ældre damer, præsteenker tror jeg de var, til at køre for sig.
Dem sad jeg og talte med i en forstue før selve mødet. Præsteenkerne spurgte ind til min person. Jeg svarede dem høfligt og pænt. Jeg spurgte selvfølgelig dem, hvilken tilgang de havde til Arnfred, om de havde været elever eller ansatte på Askov Højskole? Der blev en kort pinlig pause, hvor luften næsten stod stille. Jeg syntes ikke, jeg havde stillet urimelige eller ærekrænkende spørgsmål.
Nej, de havde altså kendt Arnfred i en menneskealder, ja den enes mand havde været valgmenighedspræst, vel sagtens i Askov uden jeg fik det præciseret. I det samme kom forstander Karl Andreasen mig til undsætning og kaldte mig ind i stuen, hvor koryfæet J.Th. Arnfred sad rank på sin stol.
Han gav mig et stærkt håndtryk og spurgte mig, hvad jeg syntes om mit nye job. Hurtigt fik han drejet samtalen ind på, hvordan jeg syntes det gik med højskolen? Jeg fik svaret noget i retning af, at vi nok kunne bruge lidt flere tilmeldinger til vores vinterskole. Hvilket var i overensstemmelse med virkeligheden. Jeg fik også undskyldende sagt, at det ikke kun var på Jaruplund Højskole, at det stod sløjt til med tilmeldingerne, men at det vistnok var et alment problem på mange af landets højskoler.
Arnfred kiggede lige så stift på mig som hans ryg var rank, og sagde stålsat uden at fortrække en mine: ”Ja, jeg er bekymret for mit folk!” Jeg blev noget paf over den udmelding om ”mit folk!”. Inden jeg fik set mig om, var audiensen slut. Da jeg gik ud passerede jeg præsteenkerne og nikkede pænt farvel og ønskede dem en god tur hjem igen til Askov.
Jeg havde heldigvis så meget pli, at jeg ikke forhørte mig om damerne nu havde handlet lidt billig slik, tobak og vin i en af de mange grænsebutikker. Det var ellers et meget anvendt samtaleemne, som langt de fleste der besøgte os de år, var optaget af.
Men det vovede jeg alligevel ikke at spørge præsteenkerne om.
Arnfred døde i 1977 i Askov. Han blev 95 år gammel.
November 2018