Af Lars Thorkild Bjørn
Christen Kold malet af Sand Holm 1929
Friskolen Var stedet, hvor Kold følte sig hjemme. Det begyndte, da han som 15 årig skulle undervise proprietær Lillelunds børn i folkestuen på gården Kovstrup. Her kunne han drive en fri skole efter sit eget hoved. Efter godt 10 års virke som lærer for børn i meget forskellige skolesammenhænge skrev han i 1850 sit eneste pædagogiske skrift med titlen: Om Børneskolen . Skriftet blev dog først trykt og kendt efter hans død.
Højskolen Blev hans manddomsværk. For egen regning og risiko byggede han ikke mindre end tre fynske højskoler: Ryslinge, Dalby og Dalum. Han ønskede at hans elever skulle vende tilbage til deres hjemstavn som foregangsmænd for fællesskabet. Højskolen udviklede sig dog hurtigt til også at blive en skole for vordende friskolelærere og kommende højskolefolk. Kold var den første, der åbnede højskole for unge kvinder.
Efterskolen Det var ikke Kold selv, men derimod hans gode ven og medlærer gennem mange år Anders Poulsen Dal, der åbnede den første efterskole i 1879 på Mors. Kolds oprindelige tanke med den højere bondeskole i Ryslinge var en skole for nykonfirmerede drenge i alderen 14 - 16 år. Da Kold i 1850 opsøgte Grundtvig for at fortælle om sine højskoleplaner, blev han dog imødegået af Grundtvig, der mente, at eleverne skulle være 18 år. Kold svarede hertil: Pastor Grundtvig kan ikke vide, hvorledes bønderne er derhjemme. Thi når de er 18 år, har de allerede begyndt at lege kærester, ryge tobak og gøre pibe- og urhandeler. Og så kan vi ikke få dem beåndede! Senere måtte Kold dog sande, at Grundtvig havde ret.
Selv om Kold har været den praktiske foregangsmand for disse tre skoleformer, er det dermed ikke sagt, at der i dag drives skole efter Kolds principper i alle disse skoler. Der er næppe mange lærere endsige skolebestyrelser, der kender meget til Christen Kold og hans tanker. Ja, man kan endog møde højskolefolk, der tillægger Grundtvig nogle af Kolds ideer eller tanker. Og alligevel går de til daglig rundt og gør som Kold gjorde for 150 år siden.
Dalum Højskole - Kolds tredje - elevholdet vinteren 1867-68
Hvad ville Christen Kold? Her er nogle af Christen Kolds målsætninger, som til stadighed giver anledning til debat i højskolen:
Vækkelsesskole På det store Vennemøde i København i september 1866 sagde Kold: Jeg opliver først, og så oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og oplyser jeg på én gang; og det tror jeg er rigtigt, thi oplivelse er det, man trænger til. Dersom jeg havde truffet folk som studenterne i København, på folk, der kunne lade sig oplyse uden først at blive oplivede, så havde jeg måske givet mig til at oplyse uden at oplive, for det er på en måde det nemmeste. Men overfor folk, som jeg traf på, var jeg som sagt nødt til at bruge en anden fremgangsmåde. Det var Kolds mål at oplive børn og unge, så de aldrig gik i stå.
Forkyndelse Hovedsagen for Kold var at Gud elsker menneskene . Dette gudsbillede stod i kontrast til den almindelige almueopfattelse af Gud som en politimand, der holder øje med alt det forkerte, som mennesker foretager sig og straffer dem derfor. Han var selv en del af de gudelige forsamlinger og knyttede det nationale og det kristelige i forkyndelsen om Guds kærlighed og Danmarks lykke . Det er her at mange af nutidens højskolefolk vender sig imod Kold uden at se på, hvad han yderligere har bidraget med.
Christen Kolds gudssyn var også præget af årene i Tyrkiet, hvor mødet med jødedommen, islam, den katolske og ortodokse kirke blev meget nærværende. Derfor sagde han også: I Tyrkiet lærte jeg at se på hele menneskeslægten som én stor søskendeflok med samme guddommelige bestemmelse.
Den levende fortælling At tale til hjertet - ikke til forstanden er synonymt med Kolds skolesyn. Det omfattede også den mundtlige metode uden brug af bøger: Bare bog gør ingen klog!
Allerede som huslærer på gården Kovstrup fortalte han Ludvig Holbergs "Niels Klim" for gårdens tjenestefolk, og da han senere kom til Forballum holdt han "Danske Samfund" med foredrag og oplæsning af Ingemanns romaner for egnens folk.
I højskolen har fortællefaget efterhånden mistet betydning. Måske er forklaringen til denne lidt triste udvikling, at unge lærere mangler træning i fortællekunsten.
Også det traditionelle foredrag er mange steder gledet helt ud af højskolernes timeplan. Høresalen er afløst af værksteder og øvelokaler.
Hjemmelivet Den form, der var idealet for Kolds skoler, var den hjemlige skole præget af bondehusholdningens hverdagsliv. I Kolds højskolemodel rykkede han eleverne ind i intimsfæren, hvor han sov og spiste sammen med dem. Det viste sig at være en effektiv måde at nedbryde autoritetsskranker på - forstander eller lærer blev så at sige selv anbragt i en udsat situation og kunne ikke trække sig tilbage til privaten efter endt professionelt arbejde. Eleverne fik den frihed og det medansvar, som fulgte af lærerens og forstanderens afhængighed af et vellykket uformelt samvær med dem. Grundtvig autoriserede den koldske model.
Ludvig Schrøder var meget optaget af dette hjemlige skoleliv. Men da Askov Højskole i hans forstandertid samlede så mange elever, at dette kunne gå tabt, blev de kvindelige elever indkvarteret hos lærerfamilierne, hvor de også spiste. Herved blev den koldske intimsfære uddelegeret til lærerfamilierne, hvis boliger blev små internatenheder.
I dag er det personligt engagerende hjemlige præg nok under afvikling på mange højskoler. De fleste lærer bor med egne familier i egne boliger ofte langt fra selve skolerne, der kun er deres arbejdssteder. Selv elevernes besøg hos lærerfamilierne på hjemmeaftener er stort set afskaffet, men "ganggrupper" eller "bogrupper" med en lærertilknytning findes stadig på de fleste højskoler.
Praktisk arbejde Kold var håndværkersøn og var selv uddannet bogbinder. Han havde selv været med i byggeriet af sine tre skoler, så han kendte til det praktisk arbejdes betydning. Derfor var det naturligt, at hans elever skulle hjælpe med til at holde huset, kløve brænde og passe besætningen. Det er jo stadig en vigtig del på højskoler og efterskoler. Men det kendes jo også i friskolerne - ikke mindst når forældrene mødes til arbejdsdage på skolen.
Morgensangen Skoledagens begyndelse var vigtig for Kold. Helst sang han Udrundne er de gamle dage , som Grundtvig havde skrevet til professor Carl Mariboes skole. Da Mariboe selv var jøde ønskede han en sang, der ville passe på en religiøs, men ikke retningsbestemt skole.
I dag har morgensangen ændret karakter og kaldes ofte morgensamling. Den udformes ganske forskellig fra skole til skole. Nogle skoler begynder stadig med et Fader Vor. Andre lytter til nyhederne fra DR eller det går på skift med lærer- eller elevindslag. Men de fleste steder er fællessangen bibeholdt som en vigtig del af morgensamlingen.
Fællessangen Betød i det hele taget meget for Kold. Sange og salmer skal ikke læres, de skal synges. Han mente at elever bedst oplevede fællesskabet, når de følte at de var en del af sangen.
I dag lever fællessangen i bedste velgående, ikke bare på efterskoler og højskoler, men i utrolig mange sammenhænge, hvor mennesker mødes. Den seneste udgave af Højskolesangbogen, der kom for 10 år siden er nu trykt i 400.000 eksemplarer.
Fællesmåltid I Kolds første skole i Ryslinge spiste man af det fælles grødfad. Det gør man ikke mere, men på efterskoler og højskoler spiller det fælles måltid stadig en vigtig social rolle. Her mødes elever, lærere og praktisk personale ved hovedmåltidet midt på dagen. Samtidig gives der meddelelser, post uddeles og der laves aftaler.
På flertallet af skolerne har bordfællesskabet også en vigtig opdragende funktion. Her oplever fastfood-unge måske for første gang et bordfællesskab. Kun enkelte højskoler har indført rene cafeteriaordninger.
Christen Kolds første højskole ved Ryslinge
Skolebyggeri Kolds ideal for højskolebyggeri i Ryslinge går igen i Dalby og idealet blev fuldendt i Dalum. Grundplanen skulle være som Thors hammer Mjølner.
Kold ønskede desuden at lærere og elever boede under samme tag. Dalum Højskole var bygget så elever ikke behøvede at komme udenfor, når de skulle bevæge sig rundt på skolen.
Kold mente også, at børneskolen burde ligne en almindelig dagligstue, idet han opfattede skolen som et hjem og hjemmet som en skole.
Nøjsomhed Kold havde fra barndommen lært at være sparsommelig - og det fulgte ham hele livet. Ofte sagde han: I Tyrkiet lærte jeg at nøjes med lidt.
Kold gik altid enkelt klædt i en slidt vadmelskofte. Når det skulle være rigtig pænt, kunne han tage sin bowlerhat på. Han var ofte kritisk overfor mænd, som var begejstrede for statussymboler. Da han som den første åbnede højskolen for unge kvinder, kunne det ske, at han hånede eleverne for deres pyntesyge.
På Rødding Højskole opstod en konflikt mellem højskolelærer Jens Lassen Knudsen og forstander Sofus Høgsbro om skolens linje. Knudsen var stærkt inspireret af Kolds virke på Fyn, som var præget af samtale, samliv og jævnhed. Uenigheden kom til udtryk i elevernes holdning til at bære hvide handsker eller ej til den årlige fastelavnsfest. Kolds elever bruger ikke hvide hansker, sagde Knudsen. Nogle år senere blev Knudsen selv ansat som lærer hos Kold. Det var dog for spartansk for Knudsen, der efter kort tid fik et præsteembede i Jylland.
"Augustmøderne"
Det første skolemøde for lærere ved de frie skoler blev indkaldt af teologerne Jens Lassen Knudsen (Rødding) og N. J. Jensen (Hindholm) med Christen Kold som vært på Dalby højskole i 1859. Hovedpunktet var en debat om myndighedernes tilsyn med højskoler og friskoler.
Da Kold flyttede til Dalum afholdt han hvert år "augustmøde" for lærere fra højskoler og friskoler. Gennem disse møder fik Kolds ideer stor indflydelse og hurtig udbredelse på skolernes daglige liv og pædagogik. Men også almueskolens lærere deltog under tiden i augustmøderne og Kolds tanker bredte sig til helt nye kredse.
Stædighed og arrogance Kendemærker for Christen Kold - ellers havde han nok heller ikke kunnet drive det så vidt. Tydeligst kom det til udtryk, da Kold talte ved Vennemødet i København 11. sept. 1866, hvor både enkedronning Caroline Amalie og Grundtvig var til stede. Ved den lejlighed sagde Christen Kold bl. a.: Jeg har altid været sikker i min sag også når jeg tog fejl! Striden mellem Grundtvig og mig blev dog bilagt, men på den måde, at Grundtvig gav efter.
Constantin Hansens maleri af N.F.S. Grundtvig 1848
Marts 2016
Se også Christen Kolds levnedsløb
Illustrationer: Stillet til rådighed af forfatteren.